Om Nina
Jeg er klinisk psykolog og brænder for at arbejde med mennesker – også når livet er svært. Jeg sammensætter forløb til både børn, unge, voksne og familier, og mit udgangspunkt er altid det, vi sammen finder frem til, når vi mødes.
For mig handler terapi om at skabe et trygt rum, hvor vi kan være nysgerrige sammen på det, der er på spil, og finde en vej ind i det, der kan være svært at stå i alene.
Det, der driver mig, er nysgerrigheden på det, der sker mellem mennesker – og hvordan vi kan forstå os selv og hinanden gennem vores relationer. Jeg er optaget af, hvordan vores tidligere erfaringer former os, og hvordan ny forståelse kan skabe bevægelse og forandring i livet.
Jeg er særligt optaget af at skabe plads til det, vi hver især bærer med os, så der kan opstå en mere nænsom og rummelig måde at være med sig selv og andre på – og af at hjælpe mennesker med at mærke sig selv tydeligere og stå stærkere i egne grænser.
Det er vigtigt for mig, at psykologfaglige perspektiver bliver levende og meningsfulde i det rum, vi deler sammen.
CV / faglig baggrund
Jeg er uddannet klinisk psykolog og har autorisation.
Jeg har en bred faglig erfaring fra arbejde i PPR, familiebehandling samt ledelse af både familiebehandling og PPR. Derudover har jeg erfaring med supervision af faggrupper og plejefamilier, krisearbejde på krisecentre for kvinder og børn, samt familieretligt arbejde som børnesagkyndig i familieretten. Jeg har også arbejdet med udrednings- og undersøgelsesopgaver på børne- og familieområdet.
Om Morten
Jeg er særligt optaget af relationer og det, der opstår mellem mennesker – både i parterapi, individuel terapi og i mit arbejde som supervisor. I parterapi handler det for mig om at skabe et trygt og neutralt rum, hvor begge kan stille sig sårbart, blive hørt og forstået.
Jeg arbejder med krop og psyke som en samlet helhed og er optaget af, hvordan kroppen kan være en vej til større ro, balance og forandring – både fysisk og mentalt. For mig er det afgørende, at der er et trygt og respektfuldt rum omkring terapien, og at forløb altid tilpasses den enkelte.
I supervision arbejder jeg med at understøtte faglig refleksion og udvikling i et trygt rum, hvor der er plads til at undersøge både det, der fungerer, og det der udfordrer – med fokus på nærvær, klarhed og faglig sikkerhed.
Jeg har en grundlæggende tillid til, at mennesker rummer de ressourcer, der skal til for at håndtere det, de står i.
Mit arbejde handler derfor om at støtte kontakten til disse ressourcer og skabe bevægelse gennem større forståelse af reaktioner, relationer og mønstre.
CV / faglig baggrund
Jeg er uddannet pædagog og har en solid ledererfaring fra børn- og familieområdet, herunder døgninstitution, myndighed, kontaktpersonteam, familiekonsulentteams og familiebehanding.
Jeg har en diplom i ledelse og mange års erfaring med ledelse, undervisning og udviklingsprocesser i både offentlige og private sammenhænge. Jeg har undervist i ledelse, kommunikation, konflikthåndtering og coaching.
Min baggrund i coaching NLP terapi ligger forud for mine kropslige og terapeutiske uddannelser, og jeg har arbejdet med coaching gennem mange år. Jeg er efterfølgende uddannet kropsterapeut (TOTUM Kropsterapi) og har videreuddannet mig inden for kranio-sakral terapi, hypnose.
Siden 2020 har jeg arbejdet målrettet terapeutisk med individuelle forløb, parterapi og kropsorienteret behandling med fokus på sammenhængen mellem krop, psyke og relationer.
Derudover har jeg erfaring med rekruttering, personprofilanalyse, supervision, sparring og facilitering af udviklingsprocesser og teams.

